Knækbrød
I sammenligning med svenskerne spiser vi ufattelig lidt og rigtig kedeligt knækbrød i Danmark. I et svensk supermarked kan der nemt være 40 forskellige slags knækbrød at vælge imellem og rigtig meget af det er meget velsmagende, men når nu knækbrød er så nemt at bage selv kan man jo lige så godt gøre det – og spare færgebilletten …
Knækbrød kan bruges både som erstatning for brød som tilbehør til maden, men er også fremragende som snack f.eks. med en god blåskimmelost.
Dette er vores foretrukne knækbrødsopskrift, der er mere end inspireret af Thomas Hermanns opskrift i bogen “Hermann”. Opskriften er nem at variere enten med forskellige meltyper eller med forskellige frø på toppen.
Et godt tip når man bager knækbrød er at bruge pastamaskinen til at rulle dejen ud. Det giver både en ensartet tykkelse og en ensartet størrelse på knækbrødet.
Vi bager altid knækbrød på en bagesten – det giver den bedste sprødhed, men fortvivl ikke hvis ikke du har en bagesten. Ved at stege knækbrødet kort på en varm stegepande før de kommer i ovnen fåes samme effekt.
I opskriften bruger vi skrädmjöl, som er en særlig svensk melsort der består af ristet havre – den er desværre ikke tilgængelig i Danmark, så færgebilletten kan alligevel ikke helt spares hvis man vil følge opskriften slavisk …
Ingredienser
- 25 gram gær
- 1,5 - 2 dl. guldøl eller tilsvarende øl
- 25 gram god efterårshonning
- 2 dl. kærnemælk
- 300 gram hvedemel
- 150 gram rugmel
- 125 gram skrädmjöl (svensk mel på ristet havre)
Fremgangsmåde
Opløs gæren i guldøllet - hold lidt tilbage til at justere dejen.
Bland de øvrige ingredienser i og kør på røremaskinen i mindst 10 minutter. Dejen skal være glat og elastisk og endelig ikke for våd.
Pak dejen ind i film og læg på køl i mindst 5 timer - gerne natten over.
Rul dejen ud på pastamaskine til passende tykkelse - vores pastamaskine går til 8 og her er 5 passende. Drys lidt mel på dejen undervejs da den ellers nemt kan blive lidt klistret og svær at håndtere.
Skær i passende stykker og bag på bagesten i ca. 6-7 min. ved 175 grader. Sørg for at ovnen er gennemvarm når du går i gang med at bage - det vil sige tænd ovnen mindst en halv time inden du sætter de første ind.
Knækbrød er jo vældig tynde så dette er en ret stor portion
http://madtanker.dk/opskrifter/brod/knaekbrodCategory: Brød
Et dumt spørgsmål fra en ikke-knækbrøds-kyndig:
Skal der rugbrød i eller skulle der have stået rugmel?
Selvfølgelig rugmel :-). Bliver straks rettet