Ginger Beer – på den helt rigtige måde

| januar 26, 2013 | 0 Comments

For ikke så frygtelig lang tid siden vandt Ørbæk et Økologisk Guld for deres “Ginger Beer”, hvilket jeg egentlig synes var lidt snyd. Ingen tvivl om at deres drik smager godt (om end den godt kunne smage mere af ingefær efter min smag), men det er altså ikke Ginger Beer i min verden.

Rigtig Ginger Beer er nemlig hverken lavet med ølgær, bagegær eller nogen anden form for gær, ligesom der ikke er tilsat kulsyre. Rigtig Ginger Beer er brygget med Ginger Beer Plant – en helt særlig symbiotisk mikroorganisme der består af såvel en gærstamme (Saccharomyces florentinus) og en bakterie (Brevibacterium vermiforme) og den ene kan ikke klare sig uden den anden – en slags surdej til drikkevarer. Surdejen er jo også symbiotisk mikroorganisme mellem gær og bakterier og netop derfor smager surdejsbrød helt anderledes end gærbrød, men det er en helt anden historie …

Og da jeg vil lave rigtig Ginger Beer måtte jeg først have fat i en Ginger Beer Plant – i modsætning til surdej går det ikke sådan lige at lave den selv – og takket være en del research på nettet fandt jeg frem til The Ginger Beer Plant. En pålidelig engelsk leverandør af den ægte organisme. Få dage efter kom et lille brev med en tørret ginger beer plant og jeg gik igen efter hans instruktioner med det første bryg.

Siden har jeg justeret lidt på oskriften og denne opskrift er den jeg med stor fornøjelse følger nu og som giver en fantastisk velsmagende Ginger Beer, der snildt kan holde sig en uges tid i køleskabet.

IMG_0018.JPG (2)

Ginger Beer – på den helt rigtige måde

Forberedelsestid: 20 minutes

Antal portioner: 2 liter

Ingredienser

  • 2 liter frisk vand - har du godt hanevand kan det fint bruges ellers må du i Netto og købe kildevand
  • Ginger Beer Plant - hvor meget er ikke så afgørende, men en stor spiseskefuld
  • 125 gram frisk ingefær
  • 200 gram hvidt sukker eller lys rørsukker
  • 25 gram muscavado sukker
  • 1 økologisk citron
  • ½ tsk. citronsyre, æblesyre, vinsyre eller tilsvarende

Fremgangsmåde

Som altid når noget skal stå og gære er hygiejne afgørende så start med at rengøre og skylle al udstyr i kogende vand!

Overhæld ingefæren med kogende vand for at slå evt. overfladebakterier ihjel

Skær ingefæren i mindre stykker og put i blenderen

Put saft og skal fra citronen ned til ingefæren

Hæld et par dl. vand (af de 2 liter) i blenderen og kør til det er fint purereret

Sigt massen ned i en tilstrækkelig stor flaske eller meget gerne en lille vinballon. Hvis du maser lidt med en ske kan du få stort set al juicen ud af ingefæren

Hæld sukkeret i en skål og hæld et par dl. varmt vand over (af de 2 liter). Det gør det meget nemmere at få sukkeret opløst på denne måde

Hæld sukkervandet ned til ingefærjuicen

Tilsæt citronsyren

Tilsæt resten af de 2 liter vand

Slut af med Ginger Beer Planten

Flasken/vinballonen sættes nu til at gære et lunt sted (ca 20 grader) i et par døgn - uden at lukke flasken! Der udvikles kulsyre og hvis den ikke kan komme ud, ja så har du Ginger Beer i hele rummet. Du kan eksperimentere med hvor længe du vil lade det gære - jeg synes det bedste resultat er de to døgn.

Herefter sier du det over på en flaske - pas på ikke at få for meget bundfald med - en to liters PET flaske er rigtig god (de kan holde til trykket). Gem Ginger Beer Planten i et syltetøjsglas i køleskabet. Læs mere om opbevaring af Ginger Beer Plant i dette Indlæg.

Sæt flasken et lidt køligere sted (ca 15 grader) natten over (eller ca 12 timer). Hold øje med den, det er nu der kommer kulsyre i og der bliver opbygget tryk. Når flasken er hård som en sodavandsflaske sætter du den i køleskabet, venter på den bliver kold og nyder den!

Oplever du at den bliver "flad" kan du bare lade den stå ude af køleskabet nogle timer så kommer der fornyet tryk.

http://madtanker.dk/opskrifter/drikke/ginger-beer-pa-den-helt-rigtige-made

Tags:

Category: Drikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *