Grydebrød med gær

| marts 3, 2015 | 0 Comments

For et par år siden var der en artikel (og opskrift) i Politiken omkring Newyorker-bageren Jim Lahey, som en syv-otte år tidligere havde introduceret sit ”æltefri” brød, som smager bedre, synes han, end bagernes nydelige industribrød. Siden da tror jeg at dette brød – også kaldet et grydebrød – er blevet bagt i næste alle husstande i Danmark. Det eneste som dette brød kræver, er en gryde, der kan gå i ovnen.

Som man i sin tid skrev i Politiken: ”Verdens bedste brød kan bages af en fireårig”. Både velsmagende og nem – ja, så bliver det jo ikke meget bedre. Og det er faktisk et rigtig godt brød. Vi har eksperimenteret lidt med også at bage brødet på surdej – hvilket er rigtig godt, men her kommer den helt klassiske opskrift som er både velsmagende og nem at gå til.

Har man lyst til at ”lege” en lille smugle, kan men f.eks. erstatte noget af væsken med øl og man kan også tilsætte til eddike for at efterligne smagen af surdej. Man kan også erstatte ¼ af hvedemelet med en grovere melsort.

Madtanker - Poul Melbye -- 2013-07-19.jpg

Grydebrød med gær

Ingredienser

  • 5 g gær
  • 300 g vand
  • 400 g hvedemel
  • 8 g salt

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i lunket vand i en skål, og bland resten af ingredienserne i. Du skal ikke ælte, men bare vende melet med vand i 30 sekunder, indtil alt melet er vådt.

Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad dejen hæve på køkkenbordet i 12-18 timer – 18 timer er bedre end 12.

Hæld dejen ud på et meldækket bord. Den flyder lidt ud. Fold den et par gange med hænderne, først på den ene led, så på den anden.

Kom dejen tilbage i skålen og lad den hæve i yderligere to timer.

I mellemtiden sætter du din gryde i en 250 grader varm ovn – helst en tyk emalje- eller støbejernsgryde. Gryden skal stå i ovnen i mindst 30 minutter for at blive varm.

Tag den brandvarme gryde ud af ovnen, og hæld med det samme dejen op i gryden – det kan være nødvendigt at skrabe dejen ud med en dejskraber.

Sæt gryden i ovnen med låg på, og bag i 30 minutter. Tag låget af, sænk temperaturen til 230 grader, og bag i yderligere 15 minutter. Tag brødet ud af ovnen og hæld det ud på en bageris. Lad brødet køle af.

http://madtanker.dk/opskrifter/grydebroed-med-gaer

Category: Brød, Opskrifter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *