Julekrydderkage med tørrede frugter, bær og nødder
Så er der to lys tændt i adventskransen og kalenderlyset er kommet til nummer 8 (jeg er dog kun på nr. 3 – men heldigvis bliver det jul alligevel) – og efter flere sunde opskrifter er det tid til en usund en af slagsen. Julekrydderkage med chokolade og tørrede frugter og bær er en form for konfekt kage, som skal nydes i mindre bidder. Det er egentlig ikke fordi den er specielt “heavy” men man har bare ikke behov for et kæmpe stykke for at få sukkertrangen stillet. Velbekomme og glædelig 2. søndag i advent.
Ingredienser
- 150 g smør
- 75 g honning
- 75 g muscovadosukker
- 3 æg
- 225 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- ½ tsk. stødt allehånde
- ½ tsk. stødt nellike
- 1½ tsk. kanel
- ½ tsk. stødt kardemomme
- ½ spsk. revet ingefær
- 1 appelsin (skal og saft)
- 1 æble
- 1 dl piskefløde
- 100 g mørk chokolade (hakket)
- Forskellige tørrede frugter og bær f.eks. tranebær, figner og abrikoser samt mandler, hasselnødder og pistacienødder
Fremgangsmåde
Smelt smør, honning og muscovadosukker i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen og rør æggene i.
Bland mel, bagepulver og krydderierne i dejen.
Tilsæt til sidst revet ingefær, revet appelsinskal, appelsin saft og revet æble.
Kom dejen i en form beklædt med bagepapir (ca. 20 cam i diameter) og bag kagen i 30 min. ved 185 C. Lad kagen køle af.
Opvarm piskefløden i en gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt den hakkede chokolade og pisk til chokoladen er smeltet og cremen bliver glat.
Smør chokoladecremen over kagen og pynt med tørrede tranebær, abrikoser og figner skåret i mindre stykker samt hakkede nødder og mandler.
http://madtanker.dk/opskrifter/julekrydderkage-med-toerrede-frugter-baer-og-noedderCategory: Jul, Kager, Opskrifter