Honningkagehjerter

| oktober 31, 2013 | 0 Comments

Aldrig har jeg startet juleforberedelserne så tidligt – helt præcist den 23. september. I år skal der bages honningkagehjerter – og da fordejen skal stå i minimum en måned, før man kan bage – så skal man tidligt i gang. Den 23. september er selvfølgelig meget tidligt, men hvis jeg skulle når at få dem her på bloggen, så tidligt at du / I også kan nå at bage honningkagehjerter inden jul, ja – så er det faktisk ikke spor for tidligt.

Det er på ingen måde kompliceret at bage honninghjerter, men man skal bare huske at gå tidligt i gang. Når først honninghjerterne er bagt, kan de nemt holde sig en måned tid i køleskabet – og så har man jo til hele december (hvis man altså bager nok :-)).

Det er noget hyggeligt over hjemmebage honningkagehjerter overtrukket med mørk chokolade og pyntet med et fint gammelt glansbillede. I sommerferien var jeg forbi Levanders lanthandel i Sverige – og her fandt jeg året glansbilleder. Så jeg kan vel næsten hævde at mine juleforberedelser startede allerede i sommerferien. Men når man elsker jul lige så meget som mig, så gør det heller ikke spor. Så mon ikke der også kommer lidt flere juleopskrifter her på bloggen de næste par måneder. Nu er julen i hvert tilfælde skudt i gang ….

God jul – og god bagelyst !!!

Honninghjerter

Honningkagehjerter

Honningkagehjerter

Ingredienser

  • Fordej (laves 1 måned før):
  • 500 g honning
  • 500 g hvedemel
  • Fordej:
  • Varm honningen op til 40 - 50 C i en gryde. Tilsæt hvedemel og ælt det godt sammen. Kom fordejen i en beholder med tætsluttende låg og stil det et køligt og mørkt sted, f.eks. i en kælder. Her skal fordejen stå og hygge sig i mindst 1 måned.
  • Honningkagedej:
  • 2 æggeblommer
  • 10 g hjortetaksalt
  • 1 kg honningkagefordej (svarer til den portion, som er lavet)
  • 10 g potaske
  • 5 g stødt kanel
  • 5 g stødt ingefær
  • 5 g stødt nellike
  • 200 g mørk chokolade til overtræk
  • Evt. glansbilleder til pynt

Fremgangsmåde

Når du finde fordejen frem fra kælderen (eller hvor du nu har valgt at opbevare den), så er den stenhård – men fortvivl ikke, sådan skal den være. Den bliver blød igen når potasken tilsættes.

Kom æggeblommerne i en skål, og rør hjortetaksalten godt ud heri.

Rør potasken ud i et par skefulde vand det kan godt blive lidt varmt.

Bland nu æggeblommerne og potasken i fordejen. Langsomt begynder fordejen at blive blød igen, men det tager tid. Lad det stå lidt og prøv så at dele dejen med en grydeske etc. Det er en løbende proces som godt kan tage en times tid hvor man går til og fra dejen.

Når fordejen er så blød at man tør komme den i røremaskinen (uden at denne brænder sammen) tilsætter man også kanel, ingefær og nelliker. Dejen æltes nu godt sammen på røremaskine (det kan selvfølgelig også gøres i hånden). Ælt ca. 3 minutter på lave hastighed og 3 minutter på fuld power.

Rul dejen ud på et melet bord, til den er ca. 4 mm tyk, og stik eller skær den ud som hjerter. Det nemmeste er at bruge en udstikker da dejen er lidt tyggegummiagtig. Lav så mange honningkagehjerter som muligt – der bliver ca. 20 stk. afhængigt at størrelsen.

Fordel honningkagehjerterne på en bageplade beklædt med bagepapir og drysset med lidt mel. Hjerterne hæver en del under bagning, så der skal være godt plads imellem dem. Jeg havde tre hjerter på en bageplade.

Bag hjerterne i 8–10 minutter ved 180°. Mærk forsigtigt på hjerterne, om de er færdigbagte – det gør du ved forsigtigt at presse en finger ned på toppen - og efterlader det et aftryk af fingeren, skal honningkagen bage lidt mere. De skal ikke være hårde, men fingeraftrykket skal forsvinde i løbet af et par sekunder.

Afkøl hjerterne på en bagerist. Honningkagehjerterne bliver hårde når de er kølet af, men efter et par dage i køleskabet bliver de lækre og bløde igen. Når honninghjerterne er kolde, kommes de i en kagedåse. Kom et fugtigt klæde over og sæt låget på dåsen. Hjerterne skal nu stå 3-4 dage i køleskabet før de er spise klare.

Nu er honninghjerterne næsten klar til at blive spist – de skal bare lige have lidt chokolade på toppen. Smelt chokoladen over vandbad eller i en chokoladesmelter og pensel hjerterne med chokoladen. Pynt evt. med et glansbillede mens chokoladen stadig er våd. Når chokoladen er stivnet er honninghjerterne endelig klar til at blive spist.

Du kan nøjes med at overtrække de honninghjerter, der skal spises med det samme. Resten kan holde sig minimum 1 måned i køleskabet uden at blive tørre.

http://madtanker.dk/opskrifter/honninghjerter

Category: Jul, Opskrifter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *