Saft af hvide ribs
Lidt oprydning i fryseren – og så dukkede der to pose med hvide ribs op. Lækkert!!! Hvide ribs er mere søde end de røde, og giver en flot gylden saft (lidt lemonadeagtig i farven). Da hvide ribs er sødere end de røde kan man også “spare” lidt på sukkeret. Jeg bruger ca. 300 g sukker per kg saft – det giver en mindre sød saft end de fleste typer saftevand man kan købe i supermarkederne, og dermed bliver saften betydelig mere velegnet til mad.
Ingredienser
- 1,8 kg hvide ribs
- 400 g sukker (300 kg per kg saft)
- Atamon
Fremgangsmåde
Kom bærrene i en saftkoger. Vand i den nederste del (den må ikke løbe tør for vand under kogningen) og bær i den øverste del. Midterdelen bliver stille og roligt fyldt med saft. Efter ca. 20 minutter begynder saften at løbe og du kan begynde at tappe saft. Fortsæt med at koge saften i ca. 45 minutter - hvor du løbende tappe saften. Sluk for saftkogeren og lad saften køle ned, mens der fortsat vil løbe lidt saft ned i saftdelen.
Når alt saften er tappet vejers saften for at finde den rigtige mængde sukker. I dette tilfælde fik jeg 1,2 kg saft, og her tilsatte jeg 400 g sukker. Giv saft og sukker et opkog og lad koge i ca. 2 minutter. Lad saften køle lidt ned og tilsæt så lidt atamon (atamon mister sin effekt hvis der kommer over 100 C, så derfor skal temperaturen lige lidt ned på saften før atamonen tilsættes).
Hæld saften på rengjorte og skoldede glas. Når saften skal drikkes fortyndes den med 1/4 del saft og 3/4 vand - alt efter smag og behag.
PS: Saften kan også laves uden saftkoger - så er det blot af koge bærrene i en gryde (evt. sammen med lidt vand) i ca. 10 min. Derefter hældes den gennem et klæde og saften koges op med sukker og hældes på flaske som beskrevet ovenfor. Fordelen ved at bruge en saftkoger i stedet for en gryde er, at det er lettere at tappe saften via tappeslangen og desuden får man lidt mere saft ud af bærrene.
https://madtanker.dk/uncategorized/saft-af-hvide-ribsCategory: Drikke, Opskrifter, Uncategorized